Den 23. november 2011 afvikledes FLIDs kursus i havneledelse i Fredericia. 21 kursister var mødt op. Da kurset henvender sig til både havnefogeder og folk fra havnenes ”politiske” ledelse var det en blandet flok, der var mødt op. Ud over havnefogeder/-assistenter var der således flere bestyrelsesmedlemmer og –formænd, men der sås også en havneingeniør, en bogholder, en havnesekretær samt en driftsassistent.
Det var som altid godt at være på Fuglsangcenteret, selvom vi denne gang havde fået et lokale, der var for lille i forhold til holdets størrelse
På kurset undervistes i ledelses- og planlægningsteori, ligesom en række praktiske værktøjer til praktisk planlægning blev gennemgået. Vi havde også besøg af Carsten Thygesen fra Skjern, der fortalte om sine egne erfaringer om bestyrelsesarbejde ”i jordhøjde” samt de opgaver og problemer, der opstår, når en forening pludselig skal til at være en ”forretning” med momsregistrering, myndighedskontakt og meget mere.
Bortset fra lokalet var kursisterne i det store hele tilfredse med kurset, selvom enkelte havde forslag til ændringer.
Beskrivelse
Havneledelse - den 23. november på Fuglsangcenteret i Fredericia. Bliv klogere på, hvordan man skaber en velfungerende havn, der opfylder de forventninger og krav, som havnens omgivelser, herunder sejlere, andre brugere, myndigheder m.v. stiller. På kurset præsenteres Du for en række ledelsesmæssige tankegange og værktøjer, der alle kan være med til at udvikle havnen i en ønsket og positiv retning.
Du lærer om ledelsens strategiske opgaver og mål, havnens politiske og praktiske ledelse samt ansvarsfordelingen herimellem, planlægningsværktøjer, kommunikation med havnens brugergrupper og meget mere.
Der er også indlagt et foredrag med Carsten Thygesen, der bl.a. er bestyrelsesformand i Skjern Bank og Skjern håndbold. Han vil under titlen: ”Fra forening til forretning” øse af sine erfaringer, fra mange års professionelt bestyrelsesarbejde og, på et meget jordnært plan, komme med konkrete inputs til de ledende medarbejderes og bestyrelsens vigtigste ledelsesmæssige opgaver.
Kurset henvender sig til: Havnefogeder, havnechefer, havnebestyrelsesmedlemmer, -udvalgsmedlemmer m.m.
Pris: 1.500 kr. (inkl. fuld forplejning, kursusmappe med alt gennemgået stof og værktøjer) (Pris, ikke FLID-medl. 2.200 kr.)
Tilmeldingsfrist: Den 23. oktober